KL: Flygtninge skal hurtigt i arbejde

Skrevet af admin

18/03/2015

Dagens topnyheder

Flygtninge skal ikke først lære dansk, så skaffe sig jobkompetencer og sidst af alt komme i arbejde. Kommunerne bør vende bøtten, så man begynder med arbejdet.

Det siger Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, (S) som formand for arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalget i kommuneforeningen KL. Han støtter regeringens integrationsudspil, som skal skaffe 30.000 flygtninge og indvandrere i job.

- De seneste års viden viser, at man er nødt til at gøre det omvendt. Man skal i gang. Så må man sørge for at få fyldt danskkundskaber og andre kompetencer på. Det vigtigste er, at man kommer i gang på arbejdsmarkedet, siger Jacob Bundsgaard.

Ti år efter, at flygtninge fik asyl, har kun hver fjerde fået job. Det viser en undersøgelse i DA's nyhedsbrev Agenda.

Regeringen ændrer nu den tre års integrationsprogram, når flygtninge får asyl, så flygtningene får pligt til at tage nyttejob, løntilskud og praktik i virksomheder. Samtidig belønnes kommuner, som aktiverer udlændinge.

Regeringen præsenterer onsdag klokken 11 sit udspil med titlen "Alle skal bidrage - flygtninge og indvandrere hurtigere i beskæftigelse".

Det gælder for mange flygtninge, at de har svært ved at tilpasse sig det danske arbejdsmarked, mener Jacob Bundsgaard.

- For nogle af dem, som kom for ti år siden, har man ikke haft nok fokus på, hvor vigtigt der var, at man kom tidligt i gang på arbejdsmarkedet og ikke fik lov til at gå ledig ret længe. Det reducerer de kompetencer, man måtte have med, siger Jacob Bundsgaard.

Men det er ikke nok, at regeringen giver 44 millioner kroner til kommunale jobcentre, mener han.

- Hvis det skal virke bedst muligt, så skal virksomhederne også åbne dørene og tage flygtninge ind, siger Jacob Bundsgaard.

KL kommenterer ikke Venstres forslag om at give flygtninge starthjælp som SU, siger han.

/ritzau/