KL: Flygtningepres bør trumfe velfærd i finanslov

Skrevet af admin

26/10/2014

Dagens topnyheder

Midt i finanslovforhandlingerne kommer Kommunernes Landsforening, KL, nu med et utvetydigt signal til partierne på Christiansborg.

Det stigende pres fra det store antal flygtninge, der kommer til landet, bør have fuldt fokus i forhandlingerne, siger KL's formand, Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg.

- Jeg vil opfordre til, at vi fjerner fokus fra vakuumpakkede æggemadder til ældre eller minimumnormeringer i vores daginstitutioner. Tiden er ikke til, at Christiansborg uddeler milde gaver i form af øremærkede midler til politiske mærkesager inden for det kommunale område, men til at finde løsninger på den gigantopgave, vi har foran os på flygtningeområdet, siger han i en pressemeddelelse.

Antallet af asylansøgere er lige nu den helt store varme kartoffel i dansk politik. Tidligere på ugen oplyste regeringen, at den vil omlægge en del af udviklingsbistanden til at betale for at huse det store antal flygtninge herhjemme, der skal indkvarteres i asylcentre i landets kommuner.

Men ifølge KL bør flygtningesituationen også "rydde bordet" i finanslovforhandlingerne.

Den seneste prognose fra Justitsministeriet viser, at der vil komme omkring 20.000 flygtninge til Danmark i år. Det er en prognose, der er blevet opjusteret flere gange. Flygtningene kommer primært fra Syrien, hvor der umiddelbart ikke er udsigt til, at de kan vende hjem foreløbig.

Så det betyder ifølge KL, at udfordringen ikke bliver kortvarig. Tværtimod.

- Det er afgørende, at vi tænker langsigtet og får rammerne for indsatsen godt på plads allerede nu. I kommunerne er vi klar til at tage opgaven på os, og vi går positivt til sagen. Vi ønsker at bidrage til, at alle, der får asyl i Danmark, bliver integreret så godt som muligt, og at de behandles på en anstændig måde.

- Netop derfor er det vigtigt, at vi snarest får klarhed over de økonomiske og lovgivningsmæssige rammer, der skal gælde for indsatsen, lyder opfordringen til regeringen og Folketingets partier.

/ritzau/