KL giver thumbs up til ny pædagoguddannelse

I KL mener man, at forliget baner vej for et løft i kravene til pædagoguddannelsen.

»Det er positivt med en specialisering af pædagoguddannelsen. Det er noget, vi længe har efterspurgt i kommunerne særligt i forhold til social- og specialpædagogikken,« skriver Jacob Bundsgaard (S), formand for KLs Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, i en pressemeddelelse.

Som en del af forliget har regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten besluttet at ændre uddannelsen, så kun det første år på uddannelsen er fælles. Derefter skal man specialisere sig.

»Pædagogerne og det øvrige pædagogiske personale er en del af løsningen på de udfordringer, som folkeskolen står overfor, og derfor er det godt, at dette tilgodeses i forliget,« siger Jacob Bundsgaard.

Mens reformen fredag blev godt modtaget af blandt andre socialpædagogerne, er man i pædagogernes fagforening, BUPL, skuffet over resultatet.

»Vi har ønsket, at der blev mulighed for specialisering, men vi er ikke særlig begejstrede for den måde, man foreslår det på. At opdele i aldersgrupper er en meget firkantet måde at gøre det på,« siger BUPL-formand Henning Pedersen.

Venstre, Konservative og Liberal Alliance står uden for aftalen, men uddannelsesminister Morten Østergaard (R) håber, at de tre partier kommer med i aftalen efter sommerferien.

Dagens Gossip

Dagens TV