KL i annonceoffensiv mod lærerforening

Her har Danmarks Lærerforening (DLF) investeret i helsidesannoncer med budskabet om, at KLs bebudede lockout af lærerne vil gå ud over »dit barn«.

Ifølge KLs chefforhandler Michael Ziegler (K) er dagens annonce i sig selv hverken specielt opsigtsvækkende eller problematisk i forhold til forhandlingerne, som muligvis kan blive genoptaget ved Forligsinstitutionens mellemkomst. Men han er utilfreds med lærerforeningens overordnede reklamekampagne mod KLs krav om nye arbejdstidsregler.

»Lige siden forhandlingerne startede i december, har DLF kørt en massiv kampagne i aviser, på billboard og i biografer. Det må har kostet dem millioner af kroner, og jeg synes, det er et problem, at de har forsøgt at påvirke forhandlingerne på den måde,« siger Ziegler til TV 2 News.

Til sammenligning har KLs annoncekampagne - set med chefforhandlerens øjne - været anderledes lavmælt. Den har fortrinsvist bestået af bannerreklamer på de store nyhedssites med links til en hjemmeside med KLs synspunkter. Men nu går kommunernes forening skridtet videre og indrykker store annoncer i søndagsaviserne.

»Vi vil slå på vores hovedsynspunkter i morgen. Nu har vi pligt til at give den danske befolkning indsigt i, hvad vores krav til lærerne reelt indebærer,« siger Michael Ziegler til TV 2 News.

Der er foreløbig ikke aftalt nye forhandlinger mellem KL og modparten i Lærernes Centralorganisation. En eventuel lockout kan træde i kraft fra 2. april, men forligsmand Mette Christensen har dog mulighed for at udskyde lockouten til 4. maj.

Dagens Gossip