KL: Kommuner er underlagt sanktionsregime

Hvis regeringen mener, at vi skal bruge flere penge i kommunerne, så er vi helt med på at bruge de aktuelle økonomiforhandlinger til at drøfte en højere overligger for vores udgifter.

Det fastslår KL's formand Erik Nielsen i en kommentar til Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestagers (R) udmelding om, at kommunerne skal bruge flere penge.

- Jeg er nødt til at minde om, at kommunerne er underlagt et sanktionsregime, hvor vi i øjeblikkeligt bliver straffet, hvis vi bruger bare én krone mere end budgettet, siger han.

Han mener ikke, at der i den nuværende situation er grund til benzinafbrænding, og at det er lige friskt nok af regeringen at opfordre til pengeafbrænding på baggrund af en "tilfældig spørgeskemaundersøgelse fra FOA".

Det er meget uklart, om undersøgelsen tager højde for ændringer, siden budgettet blev vedtaget sidste år, og kommunerne har brug for en sikkerhedsmargin, siger han.

- Det kan godt være, at regeringen har et akut problem med at skabe vækst i 2013, men vi er nødt til at tænke på den lange bane og være sikre på, at den offentlige service også har høj kvalitet i fremtiden, siger Erik Nielsen.

Som et led i den økonomiske politik har kommunerne siden 2009 reduceret udgifterne med over 12 milliarder kroner og har måttet sige farvel til over 30.000 medarbejdere.

- Regeringen har i flere omgange reduceret kommunernes serviceramme med milliardbeløb. Senest i forbindelse med vækstpakken reducerede regeringen rammen med 2,6 milliarder kroner til brug for selskabsskattelettelser, siger Erik Nielsen.

Han mener, at det er for tidligt at konkludere, at kommunerne ikke bruger budgettet i 2013 fuldt ud:

- Samtidig står vi over for en ny folkeskolereform, og det bliver en kæmpe opgave at realisere de ambitiøse målsætninger inden for en meget snæver ramme.

- Vi står med en hastigt stigende ældrebefolkning, som kommunerne også skal kunne tage sig af i fremtiden. Det udgiftspres skal vi forberede os på.

/ritzau/

Dagens Gossip