KL kræver flere tiltag mod oversvømmelser

Skrevet af admin

30/01/2016

Dagens topnyheder

Vandet i danske søer, åer og vandløb stiger og stiger, og når det sker øges risikoen for at vandet løber over sine bredder og skaber sumpområder og oversvømmelser.

Jørn Pedersen, formand i teknik- og miljøudvalget i Kommunernes Landsforening og Venstre-borgmester i Kolding, vil derfor granske lovgivningen på området, for at finde en måde at modarbejde oversvømmelserne.

- Vi er nødt til at finde løsninger, så vi kan lede vandet ud på andre arealer. Det hjælper ikke at tro, at al vandet bare kan løbe i åerne. De løber nemlig gennem byerne og vi risikerer derfor oversvømmelser, siger Jørn Pedersen til Ritzau.

Miljøminister Eva Kjær Hansen's (V) har opfordret til, at man kan skære grøde. Det vil sige, at man nedskærer planter i og omkring vandløbene, så vandet lettere kan løbe forbi. Men det anser KL som uambitiøst.

- Vi kan ikke løse det her problem med grødebeskæring, for man kan jo spørge sig selv, hvor man skal skære grøde i januar, når alt er vissent, siger Jørn Pedersen, der mener, at grødebeskæring kun er en del af løsningen i sommermånederne.

I de senere år er mængden af vand i både undergrunden, åer og søer steget. Stigningen kan betyde at folk, der er bosat i lavtliggende egne vil opleve flere vandfyldte kældre i fremtiden, og risikoen for at landmænd får oversvømmet sine marker øges også.

Jørn Pedersen frygter, at det kan få store økonomiske konsekvenser for hele samfundet, hvis man ikke skrider ind og laver en mere omfangsrig plan for, hvordan oversvømmelserne skal undgås.

- Det kan blive en stor udgift for vores samfund. For en ting er, at det kan koste kommunerne penge, at vi står med opgaven alene, men det kan også koste både landbruget og borgerne penge, hvis der kommer oversvømmelser, siger Jørn Pedersen.

Derfor er det KL's ønske, at man i samarbejde med ministeriet kan udarbejde en ny lovgivning, der omfatter flere værktøjer.

- Vi skal se nærmere på vandløbsloven. Derfor mener jeg, at ministeren burde tage fat i det fremfor at skyde ansvaret over på kommunerne alene.

- Der er brug for en fælles diskussion om, hvilke værktøjer der skal bruges, siger Jørn Pedersen.

/ritzau/