KL kritiserer regeringen for at sende sorteper videre

De 98 kommuner skal skære drastisk, når regeringen og oppositionen bruger flere penge på sygehuse og den statslige uddannelsessektor.

Det siger Kalundborgs borgmester, Martin Damm, (V), som er formand for Kommunernes Landsforening (KL), i en debat med finansminister Bjarne Corydon (S) ved Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg.

- Så er det ikke svært at gennemskue, hvem der bliver efterladt som sorteper. Det gør kommunerne, siger Martin Damm.

- Hvis der skal bruges flere penge til sygehuse, gymnasier og universiteter, så er nulvækst ikke engang et realistisk scenario for kommunerne – så kommer vi til at skulle skære dramatisk i kommunernes udgifter.

KL's formand kritiserer, at uddannelsesinstitutioner opfinder studier for at få et større taxametertilskud fra staten. Han efterlyser bedre statslig styring, hvis de selvejende institutioner ikke kan styre udgifterne.

Martin Damm skoser Bjarne Corydon for at vælte flere udgifter over på kommunerne på finanslovaftalen med SF og Enhedslisten, som sender flere penge til pædagoger og bedre hjemmehjælp.

- Og så pludselig - ud af den blå luft - står et folketingsflertal og lover flere pædagoger og bedre hjemmehjælp. Det skaber helt urealistiske forventninger. Og det rokker ved de prioriteringer, som vores budgetter bygger på, siger KL's formand.

Samtidig kritiserer han, at de statslige puljer skaber bureaukrati. Den såkaldte ældremilliard koster ifølge socialminister Manu Sareen (R) knap 20 millioner kroner at administrere, mener Martin Damm.

- Hvis det bliver samme model, som bliver brugt for de 250 millioner kroner til dagtilbud, taler vi altså om et spild på otte procent, siger KL's formand.

Han efterlyser "friere rammer og mindre bureaukrati", hvis kommunerne i år skal effektivisere driften for godt tre milliarder kroner som planlagt.

/ritzau/

Dagens Gossip