KL: Også staten og regionerne må spænde livremmen ind

Skrevet af admin

04/05/2015

Mest læste i dag

Mandag morgen mødtes finansminister Bjarne Corydon (S) med kommunerne, hvor de tog hul på de forhandlinger, som skal foregå over de kommende uger. Her skal parterne blive enige om rammerne for kommunernes budgetter i 2016.

Inden mødet har finansministeren gjort det klart, at kommunerne skal effektiviseres, så man får mere for pengene. Og den udmelding er KL's formand, Martin Damm, ikke overrasket over, men han spiller bolden tilbage til finansministeren.

- Finansministeren fortalte os, at økonomien er stram, og at der var nogle begrænsninger, men sådan er det vist hvert år.

- Hvis der er nogen, som har været gode til at levere mere for mindre, så har det været kommunerne. Derfor påpegede vi også overfor finansministeren, at det må også kunne lade sig gøre hos regionerne og staten, siger formanden.

Mødet gik, som kommunerne havde forventet: Parterne fremlagde de tanker, som de gør sig forud for forhandlingerne.

- Det indledende møde var meget stille og roligt, hvor vi fik hilst pænt på hinanden og udvekslede synspunkter og forslag. Vi havde blandt andet en stak papirer med til finansministeren, som han kan læse, inden vi mødes næste gang, siger Martin Damm.

/ritzau/