KL om overenskomst: Mindre bureaukrati og mere udvikling

Skrevet af admin

16/02/2015

Mest læste i dag

Mindre bureaukrati og mere udvikling i kommunerne gør den netop aftalte overenskomst for de kommunalt ansatte til en god aftale, mener arbejdsgiveren, Kommunernes Landsforening (KL).

Chefforhandler Michael Ziegler lægger blandt andet vægt på, at man er blevet enige om at forenkle det såkaldte MED-system, der handler om medarbejdernes medbestemmelse og medindflydelse.

- Vi har i forhandlingerne lagt afgørende vægt på at forenkle og afbureaukratisere MED-systemet. Så det er glædeligt, at det nu rent faktisk sker, og at vi på den måde styrker det lokale samarbejde, siger Michael Ziegler.

Forliget gælder de 573.000 ansatte i landets kommuner. De får med aftalen en generel lønstigning på 5,42 procent over de kommende tre år.

- Vi er landet med en overenskomst, der giver forenkling, er økonomisk ansvarlig, og som yderligere udvikler kommunerne som attraktive arbejdspladser. Det er jeg meget tilfreds med, siger Michael Ziegler, som er formand for KL's løn- og personaleudvalg.

Fordelingen af lønstigningen bliver fordelt med 1,6 procent i år, 1,5 procent i 2016 og 2,32 procent i 2017.

Med overenskomsten følger en uges ekstra lønnet forældreorlov til fædre, og retten til tjenestefrihed, når ens barn er indlagt på hospital, hæves fra fem dage til ti dage.

Desuden indeholder aftalen, at de kommunale arbejdspladser kan få hjælp fra et rejsehold til støtte omkring psykisk arbejdsmiljø.

/ritzau/