KL: Rehabilitering frigiver penge til svage ældre

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

Når ældre medborgere lærer at rejse sig op selv, tage et bad og gå ud til postkassen, sparer kommunerne penge, som de kan bruge på de ældre, der har brug for mere hjælp.

Det siger Kommunernes Landsforening, efter at regeringen tirsdag har præsenteret sit udspil på ældreområdet.

- I de kommende år skal vi omfordele nogle penge. Enhver kan se i krystalkuglen, at vi lever længere, og der bliver flere ældre. Rehabilitering frigiver midler til dem, der ikke kan så meget selv, siger Anny Winther (V), formand for social- og sundhedsudvalget.

Regeringens udspil fokuserer på, at de ældre skal blive i stand til at klare sig selv. Det lægger blandt andet op til, at det bliver et krav, at kommunerne tilbyder rehabilitering til de ældre.

Som hovedregel vil de ældre skulle gennemgå et rehabiliteringsforløb, inden de får tilbudt hjemmehjælp. Rehabilitering kan bestå af fysisk træning eller vejledning i, hvordan de ældre selv bliver i stand til at mestre hverdagen.

Ældresagen har udtryk frygt for, at kommunerne vil udnytte rehabiliteringen til at spare penge. Men det afviser Anny Winther.

- Hvis man hele tiden tænker ulven kommer, så er det jo forståeligt, at man tænker sådan. Men jeg tror, at kommunerne har et bredere sigte. De tager udgangspunkt i, at alle faktisk gerne vil kunne klare så meget som muligt selv, siger hun.

De ældres organisation frygter desuden, at ældre kan blive tvunget ind i meningsløse rehabiliteringsforløb, og Enhedslisten stiller krav om, at ældre ikke mister deres hjemmehjælp, hvis de takker nej til rehabilitering.

Men Anny Vinther mener ikke, der er grund til bekymring.

- Visitering til hjemmehjælp er jo ikke stationær. Afhængig af hvordan borgeren har det, kan visiteringen ændre sig. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden har fagligt personale på arbejde, der kan registrere, når der kommer ændringer, siger hun.

/ritzau/