KL udskyder fusionsplaner med regioner til efter valget

Et snævert flertal på det kommunale topmøde har besluttet at udskyde beslutningen om at undersøge en fusion mellem KL og Dansk Regioner til efter folketingsvalget.

Flertallet går dermed imod bestyrelsen i Kommunernes Landsforening, der havde opfordret til at igangsætte undersøgelsen allerede nu.

Men en del kommuner, både røde og blå, store og små, har under topmødet talt imod planerne.

Der blev derfor stillet et ændringsforslag om at udskyde planerne til efter valget, hvilket altså opnåede flertal.

255 stemte for ændringsforslaget, mens 248 stemte imod.

Det var i november sidste år, at KL's formand, Martin Damm (V), og formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), præsenterede offentligheden for deres planer.

/ritzau/

Dagens Gossip