KL vil sende regning for migranter videre til staten

Skrevet af admin

11/09/2015

Dagens topnyheder

I et brev fra Kommunernes Landsforening (KL) giver de danske kommuner udtryk for, at det er statens opgave at afholde udgifterne for de mange flygtninge og migranter, som har fundet vej til Danmark siden søndag.

Ud af de mindst 3200 migranter og flygtninge, der er kommet til Danmark siden søndag, har kun 668 personer valgt at søge asyl her. Præcist hvor mange, som er kommet til Danmark, er svært at sige, da flere fortsat kommer hertil.

I sidste ende er det staten, som hænger på regningen, skriver KL i brevet stilet til kommunernes kommunaldirektører.

- Uanset om der er tale om flygtninge, der søger asyl, eller flygtninge, der ønsker at bruge Danmark som transitland, er det KL's klare holdning, at de udgifter, der er forbundet hermed, skal dækkes af staten, skriver den administrerende direktør i KL, Kristian Wendelboe.

Efter at politiet onsdag opgav at registrere de mange flygtninge, er ansvaret for de nyankomne, der færdes rundt om i Danmark, flyttet fra staten til kommunerne, lyder det ifølge Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K).

Hun opfordrer regeringen til at komme ind i kampen, da kommunernes økonomi i forvejen er "hårdt presset" på grund af det stigende antal kvoteflygtninge.

- Nu har politiet så kastet håndklædet i ringen, flygtningene kan frit færdes rundt omkring i Danmark, og regningen er dermed bekvemt sendt videre til kommunerne.

- Vi er nødt til at stå klar med indkvartering og forplejning og i det hele taget den praktiske bistand, der måtte være behov for. Det gør vi gerne for folk i nød, men det koster. Og den dimension er regeringen simpelthen nødt til at tage alvorligt, siger Benedikte Kiær i en kommentar.

Udlændingestyrelsen har ansvaret for indkvartering og underhold af dem, som søger asyl i Danmark.

Men hovedparten af de nyankomne har ikke ønsket at lade sig registrere, hvilket betyder, at det ikke er Udlændingestyrelsens opgave, men en politiopgave suppleret af Beredskabsstyrelsen.

/ritzau/