KL vil sikre erstatning til misbrugte børn gennem fond

Skrevet af admin

21/05/2016

Dagens topnyheder

Det skal ikke længere være muligt for børn, der er blevet misbrugt seksuelt eller udsat for vold, at sagsøge kommunen, når de bliver voksne.

Sådan lyder det fra Kommunernes Landsforening, der lægger op til, at ofrene i stedet skal have en erstatning fra en fond, som Folketinget bør etablere.

Det skriver Jyllands-Posten.

- Retssagerne vil ikke gøre nogen nytte for de personer, der blev misbrugt som børn. For det første fordi der er stor sandsynlighed for, at sagerne vil blive erklæret forældede, fordi mange af overgrebene foregik for mange år siden, siger KL-formand Martin Damm til avisen.

Martin Damm tilføjer, at en fond skal undgå, at ofrene trækkes igennem fortidens voldsomme oplevelser.

- I mange tilfælde vil kommunerne med rette kunne sige, at de fulgte de regler, der eksisterede dengang, og de var jo ikke nær så håndfaste som i dag.

- Og skulle de berørte personer i særlige tilfælde vinde en sag, ville de højst kunne få omkring 25.000 kroner, som er standarden i erstatningssager, siger Martin Damm.

Hos Børns Vilkår er man åben overfor idéen, lyder det fra direktør Rasmus Kjeldahl. Han siger dog til Jyllands-Posten, at Børns Vilkår ikke har lagt sig fast på, om erstatningen skal komme igennem en offerfond eller et andet system.

/ritzau/