Klagestorm mod X Factor efter nøgen-optræden

Hudfarvet undertøj og muslingeskaller er for lidt tøj, når man skal optræde i talentshowet X Factor.

Det mener hundredvis af britiske seere, der har klaget til tv-stationen ITV og den britiske medievagthund, Ofcom, skriver The Guardian.

Den lidt for afklædte krop tilhørte ingen ringere end Lady Gaga, der i weekenden optrådte med sit nye musiknummer i tv-showet. Hun var iført trusser og en bh lavet af muslingeskaller og flankeret af vrikkende danserinder i undertøj.

Det fik vrede, engelske seere til tasterne, eftersom programmet sendes før klokken 21 og har mange børn og unge blandt seerne.

Tv-stationen tager dog klagerne med et gran salt.

- Vi mener ikke, at Lady Gagas optræden var upassende for de børnefamilier, der så X Factor-showet, som netop har tradition for at lade de største musikstjerner optræde, siger en talsmand for ITV.

I tidligere sæsoner af X Factor klagede seere over at se for meget hud fra sangerinderne Rihanna og Christina Aguilera.

Lady Gaga er kendt for at provokere, og for tiden er det åbenbart nøgenhed, hun benytter sig af for at promovere sit nye album, "Artpop".

I weekenden valgte sangerinden at smide klunset og vende sin bare rumpe ud mod publikum, da hun optrådte på natklubben G-A-Y i London.

Newspaq

Dagens Gossip