Klamt: Restauranter fusker med sure smileyer

Det kan være både ulækkert og måske sundhedsskadeligt, når restauranter gør sig fortjent til en sur smiley fra Fødevarestyrelsen.

Men du kan aldrig være sikker på, at du som forbruger selv kan vælge sure smileyer til og fra. Rigtig mange restauranter fusker nemlig med ordningen.

Det skriver Ekstra-Bladet.

Hvert år straffes cirka 600 virksomheder, som ignorerer kravet om at hænge smiley-rapporten synligt og i øjenhøjde, som reglerne ellers foreskriver.

Og det er naturligvis oftest de steder, som har inkasseret en eddikesur smiley, der gemmer Fødevarestyrelsens vurdering væk fra kunderne. Enten ved at hænge den uden for kundernes blik, eller ved simpelthen at ophænge en gammel rapport med en gladere smiley på.

- Smiley-systemet bygger jo på, at kontrolresultaterne skal gøres offentlige. Og derfor er det selvfølgelig problematisk, at der helt klart er en gruppe virksomheder, som ikke har viljen til at vise deres sure smiley. I de tilfælde kan forbrugerne ikke træffe et kvalificeret valg om, hvor de vil spise eller handle, siger cehfkonsulent for Kontrolstyring i Fødevarestyrelsen Kenny Larsen til Ekstra-Bladet.

Socialdemokraternes fødevareordfører Orla Hav overvejer nu, om bødestørrelsen skal sættes op.

- Jeg vil gerne være med til at se på, om fælden skal klappe hårdere for gengangere, lyder det.

Bøden lyder p.t. på et beløb mellem 2- og 3.000 kroner.

Antallet af ophængningsstraffe fra Fødevarestyrelsen svarer til cirka halvdelen af alle uddelte sure smiley'er.

Kenny Larsen understreger dog, at kun en til to procent af det samlede antal årlige kontroller sker i forbindelse med forkert ophænging.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

 

Dagens Gossip