Klamt: Skybrud giver lort i strandenes badevand

Når himlen åbner sig i et skybrud, skal du tænke dig om en ekstra gang, før du trækker i badetøjet på stranden i dagene efter.

Der er nemlig overhængende fare for, at kloakker og vandløb bliver oversvømmet og forurener badevandet, skriver metroxpress.

Sådan lyder advarslen fra Peter Kristensen, vandekspert i Det Europæiske Miljøagentur.

- Når vi får skybrud, vil mange af flagene være røde på badestrandene bagefter, siger Peter Kristensen.

Han forklarer, at nogle af de danske strande er særligt hårdt udsatte, når kloakker, vandløb og åer går over bredderne. Især når udløbet sker ved lavvandede strande.

- Badevandet bliver typisk forurenet af overløb af regnvand og spildevand, der ledes ud tæt på strandene, siger han og forklarer, at vandet ofte forurenes af colibakterier.

- Og det er relateret til menneskelig afføring og dyr, påpeger han.

Det er dog ikke kun, når et skybrud rammer Danmark, at der kan være bøvl med kvaliteten af badevandet.

Det Europæiske Miljøagentur laver årligt en rapport om vandkvaliteten ved badestrandene. Sidste år havde 72,8 procent af de 1.090 danske strande 'særdeles godt badevand', mens 93 procent opfyldte minimumskriterierne. 34 strande dumpede dog prøverne og havde 'ringe badekvalitet'. Dermed er Danmark langtfra det reneste badeland i EU.

I Cypern er samtlige strande 'særdeles gode', og lande som Italien, Spanien og Tyskland ligger langt bedre placeret end Danmark.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

 

Dagens Gossip

Dagens TV