Klapjagten intensiveres på skattefuskere i EU

Nu går den nok snart ikke længere - den gammelkendte finte med at have en hemmelig bankkonti eller en aktiepost i et andet EU-land, og dermed snyde i skat.

Efter længere tids tilløb har EU Kommissionen i dag fremlagt et nyt forslag, der skærper reglerne for, hvilke oplysninger medlemslandene skal dele med hinanden.

Det udbygger direktivet for Administrativt Samarbejde fra januar i år - der skal være indført i 2015 - og kan ifølge Kommissionen indbringe op mod en milliard euro.

Skal informere om finansiel indkomst

Det nye forslag går ud på, at medlemslande skal udlevere oplysninger om aktieudbytte, kapitalgevinster og anden finansiel indkomst fra personer og virksomheder, der ikke er bosiddende i landet.

»Med dagens forslag vil medlemslandene være bedre rustet til at få adgang til og indsamle de skatter, der skal betales, mens EU vil være bedre positioneret til at presse på for at få højere standarder for global skattestyring. Det vil blive endnu et stærkt våben i vores arsenal, der gør, at vi kan rette et stærk angreb mod skatteunddragelse,« siger Algirdas Semeta, EUs skattekommissær.

Forslaget skal eksempelvis gøre det nemmere at få fat på velhavere, kapitalfonde og private selskaber, der forsøger at skjule deres finansielle indtægter for at slippe billigere i skat og sikre, at det ikke er mere attraktivt at placere sin formue i et EU-lande frem for et andet.

Derudover skal det lette administrationen i de enkelte landes skattemyndigheder og skabe et mere retfærdigt system, lyder det fra Kommissionen.

»Det vil sikre en sammenhængende, konsistent og omfattende tilgang til automatisk udveksling af oplysninger indenfor det Indre Marked. Dermed vil man kunne undgå de smuthuler og overlap (dobbeltbeskatning, red.), som vil opstå i et sammensurium af nationale og bilaterale tilgange,« skriver Kommissionen i et memo til det nye forslag.

Lang forhandling om skatteregler

Det har tidligere været særdeles svært at nå til enighed i EU om regler på skatteområdet. Men krisen har gjort medlemslandene fokuserede på at vende hver en sten for at få flere indtægter i statskassen. Det har banet vejen for flere tiltag på området de seneste år.

Dagens forslag fra Kommissionen er resultatet af topmødet i maj, hvor EU-landene forpligtede sig til at vedtage nye skrappere regler før årets udgang.

Også i USA har skatteunddragelse i længere tid været på den politiske dagsorden, og flere EU-lande har allerede særskilt tilsluttet sig den såkaldte FACTA-aftale og dermed forpligtet sig til at  udlevere oplysninger om amerikanske borgere til de amerikanske myndigheder.

»Når de to største økonomiske blokke (EU og USA, red.) nu skubber på for automatisk udveksling af information, har der været et nyt skifte i den retning på den globale arena,« lyder det i EU Kommissionens memo.

Nye globale standarder for udveksling af skatteoplysninger var også et vigtigt punkt på dagsordenen på G20-topmødet i februar.

Og der er ingen tvivl om, at EU vil bruge det nye forslag som oplæg til yderligere diskussioner på G8-topmødet i juni og G20-topmøde til efteråret.

Nye regler skærper

Som en del af direktivet for Administrativt Samarbejde har medlemslandene allerede aftalt automatisk udveksling af oplysninger om indtægter på fem områder fra 2015: Det er arbejdsindkomst, bestyrelseshonorar, livsforsikringer, pensioner og fast ejendom.

Men der er alligevel en afgørende skærpende omstændighed ved Kommissionens nye forslag. Bliver det vedtaget, kan landene nemlig ikke længere undskylde sig med, at de ikke kan udlevere oplysninger om aktieudbytte, kapitalgevinster og finansiel indtægt, fordi de ikke har dem.

»Mens de fem kategorier af indtægter, som allerede er dækket af direktivet for Administrativt Samarbejde, kun ville blive genstand for udveksling, hvis informationer er "tilgængelige", så vil den undtagelse ikke gælde i forhold til de nye emner på listen i dagens forslag,« skriver Kommissionen sit memo.

Udveksling skal ske via it-system

Udvekslingen af de mange oplysninger om aktieudbytter, kapitalgevinster og andet skal ske via det automatiske system, som EU allerede har etableret til at udveksle oplysninger om løn og formuer.

Her indsamler det enkelte medlemsland data om alle borgere fra andre EU-lande, der har formuer eller får udbetalt løn i deres land. Oplysninger bliver så udvekslet via EU's it-netværk, CCN.

Luxembourg og Østrig har hidtil fået lov til ikke at udveksle oplysninger om andre EU-borgeres konti. Men Luxembourg annoncerede for nylig, at landet også er parat til at gå over til det automatiske udvekslingssystem.

Dagens Gossip