Klar til lønnedgang

Sammen med Dennis Rommedahl og Jens Stryger Larsen fik han at vide, at han var velkommen i klubben også fra den kommende sæson, og at Brøndby gerne så dem alle tre forlænge, lige så snart den nye ledelse var kommet på plads efter generalforsamlingen 10. juni.

- Vi havde en fornuftig snak, men der er hverken kommet et konkret kontraktudspil eller egentlige tal på bordet, for klubben står jo lidt mellem to stole og afventer fremtiden efter den famøse dato, siger Jan Kristiansen til BT.

- Det er en lidt underlig situation, for jeg vil gerne have min fremtid på plads, men omvendt er det ingen hemmelighed, at jeg er glad for Brøndby, siger Jan Kristiansen.

Klubfølelsen er vokset

Efter fem år i klubben har Jan Kristiansen mærket klubfølelsen vokse, og gennem det seneste halve år har han været en af de vigtigste spillere i kampen for at få både de sportslige og økonomiske ender til at mødes. I Brøndby bliver han opfattet som en vigtig støtte for de unge både på og uden for træningsbanen, og da der i januar var lange forhandlinger om de ansattes løn, var han med i gruppen af spillerrepræsentanter, der var med helt ud på de sene aftentimer.

- Min tid i Brøndby har budt på op- og nedture både sportsligt og økonomisk, og det sidste halve år har krævet lidt af hvert. Man kan se det som en nedtur, men man kan også se det på den måde, at jeg har været med i den trup, der klarede skærene på begge fronter, og siden januar har jeg lært rigtig meget også uden for banen. Da det hele kulminerede i mandags med sejren i Horsens, var det helt fantastisk at se de mange fans, der var rejst med, og senere at møde dem hjemme på Brøndby stadion. Det var en kæmpe oplevelse, siger Jan Kristiansen.

Situationen er anderledes

Det er en dårligt bevaret hemmelighed, at han inklusive diverse engangsbeløb har været en af Superligaens bedst lønnede spillere, siden han kom hjem fra Nürnberg i sommeren 2008. Dengang var der guld og grønt græs i Superligaen, men i dag er situationen en anden.

- Jeg er realistisk og ved godt, at det ikke er de samme tider, som det var dengang. Jeg skal selvfølgelig sætte mig sammen med min agent og se på, hvad der er af muligheder, og jeg er godt klar over, at det i det marked, der ikke er spillernes, kan tage længere tid end før, så hvis Brøndby her efter den 10. juni kommer med et tilbud, så vil jeg da kigge på det med positive øjne, siger Jan Kristiansen.

Dagens Gossip