Klatrerne må juble over næste års bjergrige Tour-rute

Skrevet af admin

22/10/2014

Dagens topnyheder

Enkeltstarterne plejer at være blandt de allermest betydningsfulde etaper i Tour de France, hvor de afgørende sekunder og minutter kan vindes eller tabes.

Men på det punkt adskiller næste års løbsrute, der blev offentliggjort onsdag i Paris, sig fra mange af de tidligere udgaver.

Ser man bort fra den indledende prolog over knap 14 kilometer i hollandske Utrecht og en holdtidskørsel over 28 kilometer, er der nemlig ikke lagt flere enkeltstartskilometer ind.

Det favoriserer lettere bjergryttere, der traditionelt har haft svært ved at blande sig i kampen om den samlede sejr, fordi de ikke har kunnet hamle op med enkeltstartsspecialisterne.

Specielt, når man samtidig tager i betragtning, at der er otte etaper, der slutter på en bjerg- eller bakketop. Det er mange sammenlignet med tidligere år, og det er blandt andet guf for den forsvarende mester, Vincenzo Nibali.

- Men vi kan ikke sige, at ruten er skræddersyet til Nibali, for man ved aldrig, hvad der kan ske. Kun én ting er sikkert: Denne Tour bliver én lang kamp, siger løbsdirektør Christian Prudhomme ifølge Reuters.

Blandt de stigninger, der skal forceres, er klassiske Tour de France-bjerge som Plateau de Beille og Alpe d'Huez.

Sidstnævnte er målby for næstsidste etape, hvor Col du Telegraphe og Col du Galibier også skal bestiges, og her kunne løbet meget vel blive afgjort.

I 2015 skal rytterne i øvrigt igen ud at prøve kræfter med brostenene. I forbindelse med starten i Holland går ruten igennem Belgien og Nordfrankrig, og her har man næste år lagt ruten hen over nogle legendariske pavéer på en af de første etaper.

Samtidig er der comeback til bonussekunder til etapevindere, hvilket ikke har været anvendt siden 2008. Næste år får nummer et, to og tre på de første etaper henholdsvis 10, 6 og 4 sekunder godskrevet.

Tour de France 2015 begynder 4. juli og slutter 26. juli i Paris.

/ritzau/