Klavs Bruun: Anna Sophie Okkels giver os nye våben

Skrevet af admin

07/12/2015

Dagens topnyheder

Håndboldlandstræner Klavs Bruun Jørgensen er ærgerlig over, at han må undvære knæskadede Lotte Grigel i resten af VM, men han forventer, at hasteindkaldte Anna Sophie Okkels kan tilføre holdet nogle andre kvaliteter.

Hvor Lotte Grigel er den kloge spilstyrer, der frem for alt gør holdkammeraterne gode, er Anna Sophie Okkels en type, der oftere søger chancen på egen hånd.

- Det er en anden spillertype. Det er også en meget anden type end vores anden playmaker, Kristina Kristiansen. Okkels er mere skydende.

- Derudover giver hun os nogle andre muligheder i forsvaret, hvor hun er særdeles stærk og kan dække alle fire positioner i det centrale forsvar, siger Klavs Bruun Jørgensen på mandagens pressemøde i Boxen i Herning.

Stemningen er noget trykket i den danske lejr efter meldingen om, at Grigel er blevet ramt af en korsbåndsskade, der holder hende ude i adskillige måneder.

Så sent som ved EM sidste år måtte Grigel også forlade lejren i utide, da hun kom til skade under opvarmningen før en kamp.

- Det er utrolig trist - selvfølgelig allermest for Lotte. Jeg synes allerede, hun havde vist, at hun var klar spillemæssigt, selv om der var mange, der på forhånd var i tvivl.

- I de få angreb, hun nåede at spille mod Tunesien, gjorde hun det rigtig fint og fik vist lige præcis det, jeg så gerne ville se: Hendes evner i det opbyggende spil og hendes skarphed i at sætte de andre i scene, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Anna Sophie Okkels møder ind i VM-lejren senere mandag. Hun var med under træningen i dagene op til turneringen, men har siden trænet med hjemme i sin klub, SK Aarhus.

- Når hun møder ind, skal vi andre stramme op og kigge fremad. Det er desværre ikke første gang, vi prøver det her, så jeg er sikker på, at spillerne er professionelle nok til at håndtere det, siger Klavs Bruun Jørgensen.

/ritzau/