Klavs Bruun før kvartfinale: Rumænien minder om Sverige

Skrevet af admin

15/12/2015

Dagens topnyheder

Den opgave, der venter spillerne på det danske håndboldlandshold onsdag aften i VM-kvartfinalen mod Rumænien, er ikke så forskellig fra den, de stod overfor mod svenskerne i søndags.

Sådan lyder analysen efter tre kampes videostudier fra landstræner Klavs Bruun Jørgensen på en kort presseseance tirsdag aften.

- Jeg har fået bekræftet, at Rumænien er et fysisk stærkt hold. De har mange store spillere, og egentlig minder de en hel del om Sverige. De har sjovt nok også en svensk træner (Tomas Ryde, red.), lyder det fra Klavs Bruun Jørgensen.

Han har også fået bekræftet, at venstrebacken Cristina Neagu er i skræmmende form og har fået meget opmærksomhed fra modstanderne i Rumæniens første seks kampe.

Det kan være afgørende for Danmarks muligheder, at den forsvarsstærke kaptajn, Line Jørgensen, er helt klar til at spille, men også her er der beroligende meldinger fra landsholdschefen.

- Det ser fint ud. Det er status quo, så vi forventer at kunne bruge hende i samme omfang som mod svenskerne. Der er ingen smerter, og det går som det skal, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Det danske landshold holdt helt håndboldfri mandag, men alle spillere var tilbage på træningsbanen tirsdag eftermiddag.

Kvartfinalen mod Rumænien spilles onsdag aften 20.45 i Boxen i Herning. Præmien til vinderen er en semifinale mod enten Montenegro eller Norge.

/ritzau/