Klavs Bruun: Nu er der ikke råd til flere fejl

Skrevet af admin

12/12/2015

Dagens topnyheder

Med et 21-23-nederlag til Montenegro tabte Danmark fredag aften sin anden kamp i træk ved VM i håndbold og slutter dermed den indledende runde på tredjepladsen i gruppe A.

Selv om der især i anden halvleg mod montenegrinerne var opløftende tegn, erkender landstræner Klavs Bruun Jørgensen, at præstationerne i de fem gruppekampe har haft store udsving.

Nu skal holdet finde stabilitet, hvis det ikke skal blive til et overraskende tidligt VM-exit mod Sverige på søndag.

- Vi har spillet to en halv fornuftige kampe. Men vi har også spillet to halvskidte kampe mod Tunesien og Ungarn. Dem er vi utilfredse med, og spillet skal løftes, for nu er der ikke råd til at lave flere fejl, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Mod Montenegro blev det dyrt, at Danmark kom sløjt fra start og havde voldsomme problemer med at lave mål.

Da uret rundede 20 minutter, havde de danske spillere helt uhørt blot scoret tre gange, men landstræneren mener ikke, at spillet var så skidt, som målhøsten.

- Vi fik spillet os frem til fine chancer, men vi brændte dem, og det ærgrer mig. Det gjorde os usikre, og så kom de tekniske fejl igen. Vi skal være mere cool og holde fast i spillet, selv om vi brænder nogle chancer. Så skal målene nok komme, siger han.

Med tredjepladsen i den indledende gruppe følger et naboopgør mod Sverige i 1/8-finalen på søndag.

Ud over at kampen gælder fortsat deltagelse ved VM, er der også en OL-fremtid på spil. Kun vinderen lever stadig i kampen om OL-billetter.

- Det bliver en sindssygt spændende og benhård kamp, som vi vil gøre alt for at vinde. Både fordi vi gerne vil slå Sverige, men også fordi vi så gerne vil have en plads i OL-kvalifikationen, siger Klavs Bruun Jørgensen.

/ritzau/