Klimaaktivister demonstrerer på topmødet i Paris

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Det kunne ikke lade sig gøre at få lov til at demonstrere i gaderne i Paris efter terrorangrebet, der dræbte 130 mennesker i sidste måned og skærpede al sikkerhed.

Men flere hundrede klimaaktivister er onsdag gået i højlydt demonstration tværs gennem konferencecenteret ved klimatopmødet i Paris, kort efter at de franske værter har fremlagt et nyt kompromisforslag om en global klimaaftale.

- Systemændring! Ikke klimaændring! står der på flere af de bannere, som demonstranterne bærer, mens de råber, at verden fortjener en bedre klimaaftale end den, der synes at være på vej.

David Heller, der er programkoordinator for Friends of the Earth i Europa, siger under demonstrationen, at det handler om at sikre klimaretfærdighed på kloden.

- Vi kræver, at de rige industrialiserede lande, der har forurenet meget, skal påtage sig deres historiske ansvar og betale mere til de fattige lande. Det handler om penge og om ambitiøse nedskæringer af de rige landes udledninger, råber David Heller mellem slagordene.

Rune Langhoff, der er pressechef i Verdensnaturfonden (WWF), siger, at demonstrationen er planlagt - og godkendt af topmødeværterne - for at råbe politikerne op, når det ikke kunne lade sig gøre i gaderne i Paris.

- Der er to dage tilbage her på klimatopmødet til at få en aftale, der kan være med til at redde planeten fra katastrofale klimaforandringer, siger Rune Langhoff.

- På grund af de ulykkelige terrorangreb har civilsamfundet ikke haft mulighed for at komme rigtigt til orde ved at demonstrere. Derfor er der brug for, at lederne bliver mindet om, at der er ret mange mennesker uden for denne boble, der går og håber på en meget ambitiøs aftale, siger han.

Verdensnaturfonden mener, at verdens ledere må reagere på den videnskab, der siger, at vi gør for lidt for at forhindre klimaforandringer, og at der er brug for at gøre mere.

- Meget står åbent endnu. Der er mulighed for, at det bliver en rigtig god klimaaftale, men der er desværre også mulighed for, at den ikke bliver så god, som der er brug for, siger Rune Langhoff.

/ritzau/