Klimachef: Rekordår vidner om et klima der er gået amok

- Det er barsk læsning.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra John Nordbo, klima- og miljøchef hos Verdensnaturfonden, WWF, efter at han har læst en dugfrisk rapport, der viser, at 2015 var et rekorddårligt år for klimaet.

- Der har været rekordhøje temperaturer, rekordmange tyfoner, tørke mange steder og stigende vandstande. Det er barskt, og det værste er, at 2016 ser ud til at blive endnu værre, siger han.

Han mener, at klimaet lige nu er ude af kontrol, selv om en række store lande har forpligtet sig til at deltage i indsatsen for at begrænse udledningen af drivhusgasser.

Blandt andet har Kina reduceret forbruget af kul og lande som USA og Indien, der tidligere har trukket håndbremsen i klimaindsatsen, er også begyndt at sætte klimaet på dagsordenen.

Andre lande svigter dog i indsatsen, og det gælder blandt andet Danmark, mener John Nordbo.

- Den her rapport er et tegn på, at klimaet er ved at gå amok og af samme grund en klar opfordring til politikerne om ikke at lette på speederen i forhold til klimaindsatsen, som vi desværre har set den danske regering gøre det seneste års tid.

- Regeringen er ikke kommet med et eneste udspil, der for alvor betyder noget positivt for den danske klimaindsats. Tværtimod, siger John Nordbo.

/ritzau/

Dagens Gossip