Klimafond fik dansk millionstøtte på forkert grundlag

Skrevet af admin

22/10/2013

Dagens topnyheder

Sydkoreas klimaorganisation Global Green Growth Institute (GGGI) fik i 2011 løfte om dansk ulandsbistand på 90 millioner kroner på baggrund af ukorrekte oplysninger fra Udviklingsministeriet til daværende minister Søren Pind (V).

Det skriver Politiken.

Dels har GGGI brugt dobbelt så meget på administration som lovet, dels har organisationen ingen intern revision.

Begge dele var ellers et krav, for at Danmark ville støtte GGGI.

- Vi skulle aldrig have gået ind i GGGI, hvis vi havde kendt til disse forhold, siger økonomiprofessor Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet.

I maj 2011 anbefalede Udviklingsministeriet, hvordan klimapuljen skulle fordeles. Anbefalingerne skulle danne grundlag for udviklingsminister Søren Pinds (V) beslutning om, hvorvidt GGGI skulle have dansk støttes.

Dokumenterne oplyser, at GGGI ville bruge godt 10 procent af budgettet på administration de første år. Men den sydkoreanske rigsrevisionsrapport viser, at GGGI i 2011 anvendte 25 procent på administration.

Ifølge danske papirer ville GGGI sænke sine administrationsudgifter til syv procent, men det er ikke sket.

Rigsrevisionens rapport undersøger kun GGGI's økonomi i de første syv måneder af 2012. Christian Bjørnskov har fremskrevet tallene for Politiken, og her ender årets administrationsudgifter på cirka 20 procent.

I Udviklingsministeriets indstilling fik Søren Pind også fejlagtigt at vide, at "GGGI (årligt vil) gennemføre et internt review samt revision af instituttets aktiviteter".

Ved den sydkoreanske rapport havde organisationen efter to et halvt år aldrig haft en ordentlig intern revision.

/ritzau/