Klimaforhandlere enige om slutdokument

FN-klimakonference COP20 i Lima i Peru godkender det dokument, der skal være med til at få en klimaaftale på plads i Paris næste år. Det skriver Reuters.

De 195 nationer på mødet er blevet enige om en aftale, der skal være med til at bekæmpe klimaændringerne, og som skal bruges til den bindende aftale, der skal indgås mellem landene i Paris. Det skriver Reuters

Lima-dokumentet indeholder ifølge Reuters en bred vifte af muligheder for en global aftale i Paris, og hvert enkelt land skal komme med sine egne planer i første halvdel af 2015 for, hvordan man kan at bremse den globale opvarmning.

John Nordbo, der er klima- og miljøchef i Verdensnaturfonden WWF, kalder aftalen for "en tynd kop te".

- COP20 leverede kun det absolut nødvendige - en skitse til en global klimaaftale, som der skal forhandles videre om frem mod COP21 om et år i Paris. Meget mere blev det desværre ikke til, siger John Nordbo i en kommentar til resultatet

Han mener, at COP20 kun bidrog lidt til at gøre de kommende forhandlinger mod klimatopmødet i Paris til næste år klar.

- COP20 undlod at præcisere, at landenes planer om bidrag til finansiering af den globale klimaindsats bør tages med i de oversigter, som landene nu skal komme med, siger John Nordbo.

Klimaforhandlingerne skulle være afsluttet fredag, men de fortsatte på overtid, fordi de 195 lande ikke kunne enes om en sluterklæring.

Og forhandlingerne om at redde Jordens klima i Lima var lørdag aften direkte truet af et sammenbrud.

/ritzau/

Dagens Gossip