Klimaråd: Vi kan tjene penge på at mindske CO2-udslip

Skrevet af admin

26/11/2015

Mest læste i dag

Det kan lade sig gøre både at reducere det danske CO2-udslip og tjene penge på det samtidig.

Det er blandt de opsigtsvækkende konklusioner i den første rapport fra Klimarådet, som er det ekspertorgan den tidligere regering nedsatte for at holde snor i klimapolitikken.

Rapporten anbefaler en "omkostningsminimeringspakke", der ikke alene betyder, at CO2-reduktionen i 2020 når 40 procent af niveauet i 1990, men også at samfundet opnår en gevinst på 1,1 milliarder kroner om året.

En god del af denne win-win-løsning kommer ifølge Klimarådets formand, tidligere overvismand Peter Birch Sørensen, ved at gribe ind over for landbrugets CO2-aftryk.

- Det kan give en samfundsøkonomisk gevinst, fordi tiltagene over for landbrugets drivhusgasudledninger samtidig vil mindske kvælstofudvaskningen og ammoniakfordampningen fra landbruget, som vil give et renere vandmiljø, siger han og fortsætter:

- Værdien af et renere vandmiljø har forskere tidligere værdisat, og det er deres beregninger, vi læner os op ad, når vi når frem til en gevinst på over en milliard kroner årligt.

På Christiansborg har klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) tidligere afvist at ambitionen om at nå 40 procents reduktion i 2020, fordi det ifølge ministeren er for dyrt.

Og de nye beregninger fra Klimarådet får ham umiddelbart ikke til at skifte mening.

Han hæfter sig i en skriftlig kommentar til Ritzau i stedet ved, at staten i omkostningsminimeringspakken skal punge ud med 900 millioner kroner om året for at få den påståede samfundsøkonomiske gevinst på 1,1 milliarder kroner.

Og de penge er ministeren ikke indstillet på at finde.

Heller ikke idéen om at pålægge landbruget restriktioner vinder gehør hos Lars Chr. Lilleholt.

- Regeringen går ikke ind for at (...) forringe landbrugets konkurrenceevne for at jagte et tilfældigt klimamål i et tilfældigt år, som dybest set ikke er nødvendigt for at opfylde vores langsigtede CO2-reduktionsmål, siger han i den skriftlige kommentar.

Danmark står i dag til at reducere CO2-udledningen med 37 procent i 2020 i forhold til niveauet i 1990.

/ritzau/