Klinsmann: Eriksen skal finde sin grænse

Skrevet af admin

26/03/2015

Mest læste i dag

Christian Eriksen har med succes taget springet fra Ajax i den hollandske Æresdivision til Tottenham i den engelske Premier League.

I mange kampe har Eriksen været afgørende både på klubplan og på landsholdet. Og allerede som 23-årig rundede han onsdag aften 50 A-landskampe i 3-2-sejren over USA.

USA's landstræner Jürgen Klinsmann, som selv havde to mindeværdige ophold i Tottenham, har lagt mærke til Eriksen i sin tidligere hjerteklub.

- Der er ingen større klub end Tottenham, joker Klinsmann, inden han mere alvorligt vurderer Eriksens mulighed for at komme til en større klub.

- Alle spillere træffer i sidste ende deres eget valg og finder deres egen grænse. Jeg er sikker på, Eriksen leder efter sin grænse og spørger sig selv, hvor han kan ende en dag.

- For mig var Tottenham en vidunderlig oplevelse, og jeg ville ikke undvære et eneste sekund af den tid. Men jeg valgte også at forlade klubben og skifte til Bayern München for at vinde trofæer.

- Jeg håber, Eriksen bliver længe hos "Spurs". Det er en meget konkurrencedygtig klub og trup. Der er ikke et øjeblik tid til, at han kan læne sig tilbage og hvile, for så er der en anden, som hopper ind og stjæler hans plads.

- Jeg er nysgerrig efter at se hvilken vej, han går, men forhåbentlig bliver han mange flere år i Tottenham, siger Klinsmann.

I denne sæson har Eriksen været den mest afgørende spiller for Tottenham med både mål og oplæg.

- Eriksen er et exceptionelt talent. Når jeg observerer ham og ser nogle af de mål, han har scoret i denne sæson, så har han været afgørende i flere kampe.

- Han er en type, der kan sætte gang i tingene lynhurtigt, og modstanderen er nødt til at være meget opmærksom på ham hele tiden.

- At have den slags spiller, som udvikler sig op gennem rækkerne, spreder entusiasme på holdet. Han har mulighed for at gøre en forskel, når det virkelig betyder noget, siger Klinsmann.

Eriksen er den yngste danske spiller nogensinde til at nå 50 landskampe, næsten halvandet år hurtigere end Michael Laudrup, der tog rekorden som 24-årig i 1988.

- Det fortæller, at Eriksen er meget fokuseret og moden. Han vil selvfølgelig have op- og nedture som alle andre spillere i verden.

- Men når han allerede i den alder har spillet 50 landskampe, viser det, at han er målrettet og har en indre sult. Han er meget ambitiøs, ellers ville han ikke være oppe på det antal landskampe allerede nu.

- Forhåbentlig beholder han den sult og fører Danmark til EM i 2016 og senere VM i Rusland. Danmark har helt sikkert et specielt talent i ham, mener Jürgen Klinsmann.

/ritzau/