Klitsjkos bøn til demonstranter: Forlad besat bygning

Skrevet af admin

27/01/2014

Mest læste i dag

Den ukrainske oppositionsleder Vitalij Klitsjko opfordrer de mange demonstranter, som søndag aften stormede Justitsministeriet i Kijev, til at forlade bygningen.

- De ønsker at blive, men jeg vil prøve at overbevise dem om det modsatte, siger Klitsjko mandag morgen efter at talt med aktivisterne i ministeriet.

- Det er nødvendigt at finde en politisk løsning på magtkampen og undgå provokationer, tilføjer den tidligere sværvægtsbokser.

Imens spreder protesterne mod den ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, sig i den tidligere sovjetrepublik.

Søndag aften besatte vrede demonstranter Justitsministeriet i Kijev. Adskillige mennesker trængte ind i bygningen, smadrede ruder og opførte barrikader omkring bygningen.

Justitsminister Olena Lukasj opfordrer demonstranterne til at forlade bygningen og truer med at få det nationale sikkerhedsråd indkaldt og erklæret undtagelsestilstand i landet.

Lukasj har de seneste dage deltaget i Janukovitjs forhandlinger med oppositionen.

- Jeg vil være tvunget til at bede Ukraines præsident om at stoppe samtalerne, hvis bygningen ikke bliver rømmet øjeblikkeligt, og forhandlerne ikke får mulighed for at prøve at finde en fredelig løsning på konflikten, siger hun ifølge AFP til tv-stationen Inter.

Også i flere andre byer er offentlige bygninger blevet stormet i løbet af de seneste dage, og oppositionsaktivister holder nu 11 af landets 27 regionsrådhuse besat.

Demonstrationerne har også bredt sig østover til områder, hvor den prorussiske Janukovitj normalt har stor politisk opbakning, heriblandt i industricentret Dnjepropetrovsk.

I sydukrainske Saporosje brugte urobetjente tåregas og chokgranater for at hindre hundreder af demonstranter i at indtage lokalforvaltningens bygning. Demonstranterne svarede igen med stenkast, og der er rapporter om sårede.

Den ukrainske opposition afviste i weekenden et tilbud fra Viktor Janukovitj om flere regeringsposter, inklusiv posten som premierminister.

Demonstranterne i hovedstaden Kijev og mange andre byer rundt om i landet er rasende over, at Janukovitj har afvist at indgå en samarbejdsaftale med EU og i stedet valgt at gå i alliance med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Protesterne eskalerede, da regeringen forleden vedtog en ny lov, der gør det nærmest umuligt at afvikle demonstrationer.

/ritzau/dpa