Kloge aber overrasker forskere: Foretrækker kartoflen kogt

Skrevet af admin

03/06/2015

Dagens topnyheder

Chimpanser er så intelligente dyr, at de forstår fordelene ved at spise deres mad tilberedt frem for rå.

Det viser et amerikansk forskningseksperiment blandt chimpanser i et reservat i Congo. Resultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the Royal Society B, der hører under Storbritanniens videnskabsakademi.

Chimpanser, der er menneskets nærmeste nulevende slægtning, er desuden villig til at transportere mad fra A til B for at tilberede det.

Resultaterne, der overrasker forskerne, viser, at chimpanser har hjernekapacitet nok til at planlægge og tilberede et måltid, selv om de skal vente på at få stillet deres sult.

Det eneste, der afholder aberne fra at gøre det, er manglen på evnen til at starte et bål, siger forskerne.

Men hvis man stiller en varmekilde til rådighed, "er chimpanser i stand til at anvende den til at lave mad," siger udviklingspsykolog Felix Warneken fra Harvard University.

Forskernes opdagelse støtter teorien om, at netop evnen til at tilberede mad accelererede menneskets udvikling. Tilberedt mad er lettere at fordøje, hvilket var med til at få vores forfædres hjerne til at vokse betragteligt.

Arkæologiske studier viser, at mennesket begyndte at anvende ild for omkring en million år siden.

Eksperimentet i Tchimpounga-reservatet i Congo baserer sig på ni forsøg med chimpanser. Først konstaterede forskerne, at aberne for det meste vælger kogt mad frem for rå, hvis de har muligheden.

Men for at undersøge, om chimpanser rent faktisk forstår idéen bag tilberedt mad, lavede forskerne et "falsk komfur" i form af en plastikbeholder med en falsk bund, hvori der i bunden var gemt et stykke kogt kartoffel.

Et ukogt stykke kartoffel blev herefter i overværelse af aberne lagt ned i toppen af "komfuret", der blev rystet foran chimpanserne, der til sidst blev præsenteret for den kogte kartoffel fra den falske bund.

Andre containere blev også rystet, men "kogte" ikke kartoflen. Det fik i overvejende grad chimpanserne til at fravælge det "komfur", der ikke "kogte" kartoflen, i fremtidige forsøg.

I et andet forsøg gav forskerne aber i en indhegning et stykke rå kartoffel. Chimpanserne kunne vælge at spise det med det samme eller bevæge sig ned i den anden ende af indhegningen for at tilberede det i det falske komfur.

Det valgte over halvdelen af aberne at gøre til forskernes store overraskelse.

- Da en af dem gjorde det, troede vi måske, at denne abe var et geni, men i sidste ende valgte over halvdelen denne løsning, siger Yale-psykolog Alexandra Rosati, en anden forsker bag eksperimentet.

/ritzau/AFP