Kloge kemikere får Nobelpris

Kemikerne Martin Karplus, Michael Levitt og Arieh Warshel har modtaget Nobelprisen i kemi på det kongelige videnskabsakademi i Stockholm.

De får prisen for udviklingen af modeller for komplekse kemiske systemer, der kan forudsige kemiske processer.

Ifølge Videnskabsakademiet var prismodtagernes arbejde banebrydende, fordi de lykkedes med at få Newtons fysiske love til at samarbejde med kvantefysikken.

Tidligere har kemikere enten anvendt den ene eller en anden metode, når de skulle simulere kemiske reaktioner.

Videnskabsakademiet konstaterer, at computer-simuleringer i dag er så virkelighedstro, at de kan forudse udfaldet af eksperimenter. Derfor betragter de computeren som et ligeså vigtigt eksperimentalt værktøj som reelle forsøg.

Amerikaneren Martin Karplus, der er født i Østrig, er 83 år og er direktør i det Biofysiske Kemi Laboratorie, der hører under det franske nationale center for videnskabelig forskning og universitet i Strasbourg.

Sydafrikansk-fødte Michael Levitt er tilknyttet Stanford University i Californien som biofysiker og professor i strukturel biologi, der er en blanding af molekylærbiologi, biokemi og biofysik.

Arieh Warshel, der er født i Israel, er tilknyttet Southern University of California, hvor han er professor i kemi og biokemi. Han har været tilknyttet universitet siden 1976.

Sidste år fik amerikanerne Robert J. Lefkowitz og Brian K. Kobilka prisen for at have forsket i de såkaldte G-proteinkoblede receptorer, der har hjulpet lægevidenskaben med udvikling af lægemidler.

Den eneste dansker, der har modtaget Nobelprisen i kemi, er Jens Christian Skou, der fik den i 1997 for opdagelsen af natrium-kalium-pumpen.

Det er 105. gang, at Nobelprisen i kemi bliver uddelt siden 1901.

Kun fire gange er det blevet en kvinde, der har modtaget prisen, mens den britiske biokemiker Frederick Sanger er den eneste, der har modtaget prisen to gange.

Gennemsnitsalderen for nobelprismodtagere i kemi er 57 år. Med sine henholdsvis 83, 66 og 77 år ligger onsdagens tre Nobelprismodtagere en del over gennemsnittet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV