Kloge medarbejdere skader samarbejdet

En enkelt klog person kan være med til at drive en gruppe frem til højere kvalitet i arbejdet, men er der for mange intelligente personer i samme team, går det hele op i diskussioner og hanekampe.

Det siger den norske forsker i ledelse Jan Ketil Arnulf fra BI Norwegian Business School til Dagens Næringsliv.

For at opnå det bedste samarbejde på arbejdspladsen er det derfor vigtigere med en god spredning end et højt gennemsnit i intelligens.

»Problemet med for mange kloge er, at de diskuterer for meget. I et team med akademikere snakkes der mere, end der handles. Intelligens er en diskutabel og overdrevet ressource, som drives frem i skolen. Handlekraft er vigtigere end intelligens,« siger Jan Ketil Arnulf til avisen.

Arnulf mener, at sammensatte teams er mere effektive. Det vigtigste er at forstå at samarbejde. Stærke personlighedstræk kan derimod fremme vanetænkning og dermed skade forretningen.

»Mange sælgere er vant til at sælge sig ud af alle problemer. I en presset situation sælger de meget uden at regne ordentligt,« siger Jan Ketil Arnulf til Dagens Næringsliv.

Dagens Gossip