Klopp hylder Liverpool efter flot europæisk aften

Skrevet af admin

06/05/2016

Dagens topnyheder

Jürgen Klopp fandt de store roser frem til sit hold, efter at Liverpool torsdag leverede endnu en magisk europæisk aften hjemme på Anfield.

Den tyske manager så sit hold vinde 3-0 over spanske Villarreal i returkampen i Europa Leagues semifinaler, så Liverpool er klar til finalen med samlet 3-1.

- En vidunderlig aften, en brillant kamp af mit hold. Hvilken indsats, siger Jürgen Klopp ifølge Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hjemmeside.

Liverpool kom tidligt foran på et selvmål, og i anden halvleg afgjorde Daniel Sturridge og Adam Lallana kampen endegyldigt til englændernes fordel.

- Den første halve time var ren følelse. Det var rigtig godt. I det sidste kvarter af første halvleg mistede vi tålmodigheden.

- Planen for anden halvleg var at køre videre med det emotionelle fodbold, men vi skulle bruge vores hjerner lidt mere, og til slut var det brillant, siger Jürgen Klopp.

Tyskeren, der i oktober sidste år overtog managersædet efter fyrede Brendan Rodgers, har nu ført Liverpool til to finaler.

Tidligere i år var Liverpool i finalen i Liga Cuppen, en finale som klubben dog tabte til Manchester City efter straffesparkskonkurrence.

Liverpool skal møde spanske Sevilla i Europa League-finalen, der bliver spillet den 18. maj i Basel.

Vinderen af turneringen får adgang til Champions League i næste sæson.

/ritzau/