Klopp løses fra Dortmund-kontrakt: Behov for noget nyt

Skrevet af admin

15/04/2015

Dagens topnyheder

Borussia Dortmunds cheftræner Jürgen Klopp forlader den tyske fodboldklub efter denne sæson. Det bekræfter klubben på et pressemøde onsdag.

Den tyske træner er i gang med sin syvende sæson i klubben.

Hans resultater har været ganske imponerende: 6, 5, 1, 1, 2 og 2 lyder slutplaceringerne i Bundesligaen.

Lige nu er Borussia Dortmund imidlertid nummer 10 i ligaen efter en særdeles utilfredsstillende sæson, hvor holdet på et tidspunkt lå sidst i ligaen.

Jürgen Klopp havde kontrakt til 2018, men han henvendte sig selv til klubbens ledelse for at drøfte muligheden for at blive løst fra kontrakten før tid.

- De seneste år har jeg flere gange sagt, at i det øjeblik, hvor jeg føler, at jeg ikke længere er den perfekte træner til denne klub, vil jeg sige det, siger den 47-årige Klopp på pressemødet og uddyber:

- Dortmund har behov for noget nyt.

Klopp var tydeligt bevæget på pressemødet, det samme var klubbens administrerende direktør - Hans-Joachim Watzke.

Sportsdirektør Michael Zorc kalder tiden med Klopp ved roret for en "vidunderlig tid" og siger:

- Vi - alle i Dortmund - må nu i de kommende uger forberede os på at give dig en afsked, der er dine resultater værdig.

Klopp siger, at han offentliggør sin beslutning nu for at sikre, at klubben ikke kommer under samme tidspres, som tilfældet har været i forbindelse med diverse spillerhandler gennem de seneste år.

Dortmund er stadig med i den tyske pokalturnering, hvor holdet i semifinalen skal op mod Bayern München.

På trods af store problemer i Bundesligaen lykkedes det Dortmund at spille sig videre fra gruppespillet i Champions League. I 1/8-finalen sluttede det eventyr dog brat efter et samlet 1-5-nederlag over to kampe til Juventus.

Ifølge flere tyske medier står den tidligere Mainz-træner Thomas Tuchel klar i kulissen til at afløse Jürgen Klopp.

Tuchel var angiveligt i tætte forhandlinger med Hamburger SV, men stoppede de forhandlinger for få dage siden.

/ritzau/