Klopp stortrives i Liverpool trods hårdt program

Skrevet af admin

29/12/2015

Dagens topnyheder

Jürgen Klopp blev hentet ind som frelseren, der skal redde Liverpools sæson.

Efter en hård start vandt Liverpool lørdag en vigtig kamp mod det daværende tophold Leicester, og Klopp ser nu fremad.

Den tyske manager har i et interview med den tyske avis Bild givet udtryk for, at han stortrives.

- Liverpool er en rigtig lækker klub, og det er virkelig sjovt at arbejde her.

- Vi har haft nogle rigtig fine momenter og kampe, men også et par mindre gode præstationer. Men hvis man tænker godt efter, er det vel helt normalt, siger tyskeren.

- Selvfølgelig er der altid ting, som kunne have været en smule bedre, men det kunne bestemt også være gået meget værre.

Klopp er tilfreds med sin trup, men han er besværet af, at holdet spiller så mange kampe.

- Problemet er, at med de mange kampe er der ikke meget tid til at arbejde i ro og mag med tingene. Det gør det også vanskeligere, når vi skal integrere en ny spiller i truppen, siger Klopp.

Liverpool kæmper for at hænge på det forreste felt i Premier League, men kan onsdag tage et vigtigt skridt for at hægte sig på de forreste ved at slå bundholdet Sunderland.

Jürgen Klopps mandskab blev lørdag det første mandskab, der holdt Leicester fra scoring, da de vandt 1-0 hjemme på Anfield.

Men den succes skal ikke få Liverpool-spillerne til at tro, at de kan tage let på opgaven mod Sunderland, der kæmper for overlevelse.

- Vi bliver nødt til at tage til Sunderland og være fuldt fokuseret fra første sekund. Lige som vi var imod Leicester, siger Jürgen Klopp ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi skal vinde ude mod Sunderland. Det er den eneste grund til, at vi tager dertil, siger den karismatiske tysker.

/ritzau/