Klopps afskedskamp kan ende med pokaltriumf

En æra er ved at være slut i den tyske fodboldklub Borussia Dortmund. Træneren gennem syv år, Jürgen Klopp, siger lørdag farvel, når klubben tørner sammen med VfL Wolfsburg i den tyske pokalfinale.

Klopps afgang blev allerede annonceret for flere måneder siden, og Dortmund har i denne sæson ikke formået at holde samme niveau som tidligere. Holdet sluttede som nummer syv i den netop afviklede bundesligasæson.

En pokaltitel kan dermed blive Dortmunds mulighed for oprejsning. Klubben havde en rædselsfuld efterårssæson, mens spillet har været i bedring efter jul.

- At afslutte en fantastisk tid i klubben med sådan et øjeblik vil kun være passende, siger Klopp om en mulig pokaltriumf.

Kampen mod Wolfsburg bliver ikke kun Klopps sidste kamp som Dortmund-ansat.

Også profilen Sebastian Kehl, der har været i klubben siden januar 2002, spiller sin sidste kamp i den gule trøje.

I semifinalen var Dortmund oppe imod Bayern München, der blev slået ud i et neglebidende opgør, der endte med sejr til Dortmund efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

- Vi har noget, vi skal nå. Der venter en stor finale, og måske ser vi hinanden i midtbyen, siger Klopp til klubbens fans i en videohilsen.

Der er lagt op til en tæt kamp. I de seneste fem indbyrdes opgør mellem Wolfsburg og Dortmund er det blevet til to sejre til hver og en enkelt uafgjort.

Kampen spilles lørdag aften klokken 20 på Olympiastadion i Berlin.

/ritzau/

Dagens Gossip