Klose scorer VM-rekordmål mod Brasilien

Tyske Miroslav Klose sidder nu alene på rekorden som den mest scorende spiller nogensinde ved VM i fodbold.

Tirsdag scorede Lazio-angriberen til 2-0 i Tysklands semifinale mod Brasilien i Belo Horizonte.

Målet - Kloses 16. i VM-regi - faldt efter 22 minutter.

Dermed overhaler han brasilianske Ronaldo, som han før kampen delte rekorden med.

Det er Miroslav Kloses anden scoring ved det igangværende VM, efter at han i gruppespillet udlignede til 2-2 i kampen mod Ghana.

36-årige Miroslav Klose har været med ved fire VM-slutrunder, og han har scoret i dem alle.

I 2002 lavede han fem mål, da Tyskland vandt sølv ved VM-slutrunden i Japan og Sydkorea.

Fire år senere blev han VM-topscorer med fem mål på hjemmebane, da Tyskland erobrede bronze, og for fire år siden scorede han fire gange ved slutrunden i Sydafrika.

Kampen mellem Tyskland og Brasilien er fortsat i gang, og stillingen er siden øget til 4-0 på to hurtige mål af Bayerns Toni Kroos.

Her er listen med Miroslav Kloses scoringer ved VM:

VM 2002:

Tyskland- Saudi-Arabien 8-0, 3 mål (gruppespil)

Tyskland-Irland 1-1, 1 mål (gruppespil)

Tyskland-Cameroun 2-0, 1 mål (gruppespil)

VM 2006:

Tyskland-Costa Rica 4-2, 2 mål (gruppespil)

Tyskland-Ecuador 3-0, 2 mål (gruppespil)

Tyskland-Argentina 5-3 efter straffespark, 1 mål (kvartfinale)

VM 2010:

Tyskland-Australien 4-0, 1 mål (gruppespil)

Tyskland-England 4-1, 1 mål (1/8-finale)

Tyskland-Argentina 4-0, 2 mål (kvartfinale)

VM 2014:

Tyskland-Ghana 2-2, 1 mål (gruppespil)

Tyskland-Brasilien 1 mål (kampen i semifinalen er ikke færdigspillet)

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV