KLs krav til regeringen: Sundhedsvæsnet skal styrkes

Sådan lyder et af hovedkravene fra Kommunernes Landsforening, KL, der torsdag aften er indkaldt til et såkaldt sættemøde i Finansministeriet, hvor man kridter banen op til de kommende forhandlinger om næste års kommunale økonomi.

»Det er samfundsøkonomisk fornuftigt at investere i forebyggelse og pleje i nærmiljøet. Det reducerer nemlig liggetiden på sygehusene. Samtidig får vi stadig flere kronikere og ældre medicinske patienter. Begge dele øger presset på den kommunale sundhedsindsats,« forklarer KL-formand Erik Nielsen (S) i en pressemeddelelse.

»Derfor bør økonomiaftalen føre til et økonomisk løft af de kommunale sundhedsopgaver. Samtidig skal der fokuseres på, hvordan kommuner og regioner får bedre mulighed for at samarbejde om fælles løsninger,« siger han.

Forhandlingerne om kommunernes økonomi forventes ikke at blive helt så omfattende, som man har set i tidligere år. I forbindelse med lanceringen af regeringens vækstplan i februar nåede til parterne til enighed om de overordnede rammer for service- og anlægsudgifterne, og dermed har man allerede en af hovedlinjerne på plads.

Men som led i aftalen forventer kommunerne også, at regeringen rækker en hånd ud til de svageste kommuner, understreger KL-formanden. Der skal fokuseres på langsigtede løsninger.

»Kommunerne har accepteret en reduktion af deres serviceramme for 2014 med 2,6 milliarder kroner. Nu forventer KL, at regeringen vil kvittere og hjælpe de kommuner, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen,« siger Erik Nielsen.

»Nogle af landets kommuner står i en meget presset situation og kæmper med både økonomisk og befolkningsmæssig tilbagegang. I 2013 fik kommunerne derfor et ekstraordinært tilskud på tre milliarder kroner, men der er fortsat behov for ekstra finansiering, ikke bare i 2014, men også flere år frem i tiden,« påpeger han.

Endeligt understreger KL-formanden, at de kommunale anlægsudgifter bliver et tema ved forhandlingsbordet.

»Vi ønsker, at der sikres stabile planlægningsvilkår for de kommunale anlægsbudgetter, også for årene derefter, så vi kender de rammer, vi kan se frem til,« understreger han.

Forhandlingerne begynder klokken 21 i Finansministeriet. Erik Nielsen vil være flankeret af næstformand Erik Fabrin (V), mens finansminister Bjarne Corydon (S), erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) repræsenterer regeringen.

Dagens Gossip

Dagens TV