Klumben: Sprut, smøger og sult efter succes

Skrevet af admin

26/02/2016

Mest læste i dag

Han kom frem som en af skaberne af Cheff Records - en gruppe af unge, fremadstormende musikere, der gerne ville være i branchen på deres egen måde.

Sammen med rappere som Kidd og Topgunn fik han foden indenfor, og sammen med Raske Penge fik han den første smagsprøve på succes, da de som duo væltede landet med nummeret "Faxe Kondi".

Det hele kulminerede i sommeren 2014, hvor det dancehall-inspirerede makkerpar åbnede Roskildes Orange Scene foran tusindvis af festivalglade publikummer.

Men siden da har der været stille fra på musikfronten fra Klumben, der har haft halvandet års pause.

- Jeg ville gerne være lidt væk fra det hele - også fra festivalerne - så jeg ikke bare blev sådan en, der altid var der. Så planen var at stoppe for, at folk får en oplevelse, når man kommer tilbage igen. Det gør det mere spændende, fortæller Klumben, der er døbt Christian Andersen.

Pausen har han brugt på det, mange 28-årige drenge drømmer om: Han har holdt fri, rejst, gjort hvad der passede ham. Festet, drukket, røget. Måske lidt for meget. Det er der nu kommet en sang ud af.

S.O.S. (Smøger Og Sprut, red.) handler om, at hele den her periode, hvor jeg har ikke har spillet koncerter, der har det været meget nemt at falde i, forklarer Klumben og uddyber.

- Man er jo sin egen chef, og hvis folk ringer en tirsdag aften og spørger, om man skal med ud og drikke, så kan man bare gøre det, fordi man alligevel ikke skal noget næste dag. Jeg har virkelig fået drukket og røget alt for meget. Mere, end jeg ville have gjort, hvis jeg gik i skole eller sad i kassen i Netto, siger han.

Selvom sangen er selvreflekterende, er det dog langt fra et opgør med den festkultur, han erkender er en del af branchen. Det er allermest en kommentar.

- Der er da en grad af selverkendelse, den handler jo om at drikke for meget, men det er jo ikke noget med, at jeg pludselig har fundet ud af, at jeg er alkoholiker. Det er lidt ligesom at have været en uge på Roskilde, man ved godt bagefter, at man skal hjem og slappe af, siger han.

En ting har han dog erkendt i sin pause. Efter at have hittet med numre som "Rundt" og "Mit Hjerte", er der noget, der har ændret sig.

- I starten var alt det her med musikken bare for sjov. Det er det stadig lidt, men ikke helt på samme måde. Dengang vidste jeg jo ikke, om det kunne blive til noget, forklarer han.

- Men når man så får en slags succes, så føler man jo, at det kunne være meget fedt at prøve det igen, og det gør det hele lidt anderledes. Man vil gerne lave noget, som folk synes er fedt. Men min musik handler stadig om de ting, jeg synes er sjove, siger han.

Nummeret S.O.S (Smøger Og Sprut) udkommer den 26. februar.

/ritzau/FOKUS