Knæk Cancer samlede 100 millioner kroner ind

Skrevet af Elo Christoffersen

28/10/2012

Dagens topnyheder

En uges oplysning, underholdning og indsamling mod kræft på TV 2 kulminerede i aftes med det nyskabende indsamlingsshow ”Knæk Cancer Live!” og en samlet indsamling i løbet af hele Knæk Cancerugen på lidt over 100 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse – et beløb, som er endnu højere, end Kræftens Bekæmpelse havde turdet håbe på.

- Det har været fantastisk at mærke den varme og solidaritet med kræftpatienterne, som hele Danmark har vist i løbet af ugen. Hver eneste sms, lotterispil eller donation fra en virksomhed, en privatperson eller en gruppe af borgere har jo været en besked om, at vi står sammen i kampen mod kræft, siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen.

Knæk Cancer-kampagnen er den første af sin slags i Danmark. I Storbritannien med 11 gange flere indbyggere blev der for nylig indsamlet godt 6 millioner pund (svarende til cirka 56 millioner kroner) ved et cancer-indsamlingsshow.

Knæk Cancer kommer igen i 2013

TV 2s programdirektør, Palle Strøm, garanterer, at Knæk Cancer kommer igen i uge 43 i 2013. Det skyldes  både succes med tv-dækning og med at indsamle penge, der skal være med til at knække cancer-kurver.