Knæproblemer tvinger Fränk Schleck til Tour-afbud

Skrevet af admin

23/06/2015

Dagens topnyheder

Den luxembourgske cykelrytter Fränk Schleck er blevet fjernet fra startlisten hos sit hold Trek til årets Tour de France.

Den tidligere CSC-rytter døjer med vedvarende smerter i højre knæ efter et styrt i Liege-Bastogne-Liege, og derfor er deltagelse i Touren udelukket.

- Det er selvfølgelig en stor skuffelse for mig, men det har ligget i luften i et stykke tid, siger Schleck i en pressemeddelelse fra holdet.

- Ikke at være til Touren påvirker mig meget. Touren er det løb, jeg elsker mest, selvom det er tre uger med stress.

Knæet har brug for hvile for at komme sig, og det udelukker samtidig, at han vil kunne komme i en form, der berettiger Tour-deltagelse, forklarer Fränk Schleck selv.

Skaden gør, at holdet endnu ikke ved, hvordan Schlecks program for resten af sæsonen ser ud, og lige nu er der fokus på hvile.

- Jeg tager mindst to uger fri for at give knæet tid til at hele, fortæller Fränk Schleck.

Han har tidligere vundet to etaper i Tour de France, mens han kørte under Bjarne Riis på Team CSC. Det skete i henholdsvis 2006 og 2009 - førstnævnte var etapen til legendariske Alpe d'Huez.

Med Schlecks afbud kommer Treks hold i Tour de France til at bestå af følgende ni ryttere: Julian Arredondo, Fabian Cancellara, Stijn Devolder, Laurent Didier, Markel Irizar, Bob Jungels, Bauke Mollema, Gregory Rast and Haimar Zubeldia.

/ritzau/