Knæskade gør AGF's "Duncan" tvivlsom til sæsonstarten

Skrevet af admin

03/07/2016

Mest læste i dag

Morten "Duncan" Rasmussen var den helt store profil hos AGF i Superligaens forårssæson, men landsholdsangriberen kan meget vel gå glip af starten på den kommende sæson.

AGF meddeler på sin hjemmeside søndag, at "Duncan" har pådraget sig en skade, der holder ham ude i flere uger. Han udgik af testkampen mod svenske BK Häcken.

- Duncan fik et vrid i knæet, og en skanning har vist, at det inderste ledbånd er blevet stresset. Knæet er lidt hævet og ømt, og han vil være ude i nogle uger, siger AGF's fysioterapeut, Uffe Hansen.

- Helt eksakt hvor lang tid er ikke til at sige, fordi det er lidt forskelligt, hvor hurtigt man kommer sig over sådan en skade, tilføjer han.

"Duncan" scorede ni ligamål i de sidste fem runder af forårssæsonen og var desuden med på A-landsholdets tur til Japan i juni, hvor han scorede i sejren på 4-0 over Bulgarien.

AGF-træner Glen Riddersholm ærgrer sig over, at den formstærke angriber er ukampdygtig op til den forestående sæson, der begynder om to uger.

- Det sker netop på et tidspunkt, hvor han er i den bedste udgave, jeg nogensinde har set ham i - ikke bare med de mange mål, han scorede i slutningen af sidste sæson, men han har fortsat i samme spor her i opstarten og set meget skarp ud. siger Riddersholm.

AGF indleder Superligaen på udebane mod Sønderjyske 17. juli.

/ritzau/