Knæskadet Andreas Bjelland dømt ude resten af sæsonen

Skrevet af admin

14/08/2015

Mest læste i dag

Den danske landsholdsspiller Andreas Bjelland ser ud til at misse resten af sæsonen på grund af en alvorlig skade.

Brentford-forsvareren skal opereres i sit venstre knæ, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Bjelland blev skadet i Capital One Cup-kampen mod Oxford United tirsdag, hvor han forlod banen inden pausen.

Med udsigt til at sidde på tribunen resten af sæsonen kommer Andreas Bjelland formentlig heller ikke til at stå på landstræner Morten Olsens liste over spillere, der skal med til EM-slutrunden næste sommer - hvis Danmark altså kvalificerer sig.

- Desværre har de seneste 48 timer vist, at Andreas skal opereres for flere ledbåndsskader i sit venstre knæ. Det ventes, at sådan en procedure gennemsnitligt vil tage cirka ni måneder at komme igennem, hvilket gør deltagelse i denne sæson usandsynlig, siger Neil Greig, lægeansvarlig i Brentford, til klubbens hjemmeside.

- Andreas' fokus på at komme tilbage er allerede stærkt, hvilket jeg også ville forvente fra sådan en erfaren og velrespekteret spiller. Det giver mig fuldstændig tillid til, at han vil vende tilbage til sit tidligere niveau igen, fortsætter lægen.

Der er ingen kommentar fra 27-årige Andreas Bjelland selv på Brentfords hjemmeside.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller skiftede denne sommer til Brentford i den næstbedste engelske række efter et ophold i Twente i Holland.

/ritzau/