Knæskadet Ronaldo er snart klar til kamp for Real

Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo er i bedring og måske snart klar til kamp for de spanske Champions League-vindere.

Portugiseren har været plaget af knæproblemer i flere måneder, og derfor har Ronaldo ikke deltaget i Real Madrids opvarmningskampe til den kommende sæson. Men det begynder så småt at lysne.

- Han trænede to gange i dag, og han arbejder godt på egen hånd, siger Real Madrid-træner Carlo Ancelotti efter tirsdagens opgør mod AS Roma i USA.

Ancelotti vil ikke udelukke, at Cristiano Ronaldo kan komme i aktion på lørdag mod sin tidligere arbejdsgiver Manchester United.

- Lad os se, om han i de kommende dage kan træne med holdet og spille mod Manchester.

- Men vi skal være forsigtige, siger italieneren.

Cristiano Ronaldo deltog tidligere på sommeren ved VM i Brasilien, men portugiseren virkede hæmmet af sine knæproblemer. Portugal formåede ikke at spille sig videre fra det indledende gruppespil.

Real Madrid tabte tirsdagens opgør i Dallas med 0-1 til AS Roma.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip