Knallertkører er død efter sammenstød: Bilens fører så chokeret, han vandrede væk

Skrevet af admin

07/08/2016

Dagens topnyheder

En knallertkører har mistet livet, efter at han blev ramt af en bil ved Ålbæk nord for Frederikshavn.

Ulykken skete omkring midnat mellem lørdag og søndag på Jerupvej, der ligger mellem Frederikshavn og Skagen.

Føreren af bilen var så chokeret, at han forlod stedet til fods.

- Vi er for kort tid siden rykket ud til en alvorlig færdselsulykke, hvor en bil har påkørt en knallert. Vi får anmeldelsen klokken 00.07, og klokken 00.37 bliver føreren af knallerten erklæret død på stedet af en læge, sagde Per Vagn Nielsen, vagtchef ved Nordjyllands Politi, ved 01-tiden.

Den dræbte er en 58-årig mand fra Ålbæk. Hans pårørende er underrettet, oplyser politiet tidligt søndag morgen.

Anmeldelsen om ulykken kom fra et vidne, der efter ulykken kørte forbi stedet. Vedkommende ringede efter en ambulance.

Bilen, der ramte knallerten, blev ført af en 45-årig mand fra Brønderslev.

- Han blev så chokeret, da han så knallertkørerens skader, og da vidner begyndte at yde førstehjælp, begyndte han at gå fra stedet. Det var mere, end han kunne klare. Cirka halvanden time senere fandt en hundepatrulje ham gående på Skagensvej i Jerup cirka tre kilometer fra ulykkesstedet, siger Per Vagn Nielsen.

Den chokerede mand erkendte straks, at han havde ført bilen.

- Når vi har afhørt ham, bliver han løsladt, og han skal ikke fremstilles, siger vagtchefen.

Årsagen til ulykken kendes endnu ikke. Bilen ramte knallerten bagfra, da de begge kørte i samme retning. Knallertkøreren bar ikke styrthjelm.

En alkoholtest af bilisten har vist, at han var ædru.

/ritzau/