Knap 20.000 flygtninge og migranter er kommet til Danmark

Politiet skønner, at knap 20.000 flygtninge og migranter er rejst ind i Danmark i løbet af de seneste tre uger.

Siden søndag 6. september er i hvert fald 19.700 flygtninge og migranter indrejst i Danmark, lyder vurderingen.

- Tallet baserer sig primært på konkrete observationer i forbindelse med screeninger og kontrol af udvalgte færgeankomster, ankomne tog og indrejste i biler og busser, hvorfor tallet må ses som et minimumtal, lyder det fra politiet.

Dermed er der i løbet af den seneste døgn ankommet 1300, skønner politiet.

Antallet af indrejste regnes fra søndag 6. september, da et antal flygtninge og migranter for rullende kameraer stak af fra de danske myndigheder tilsyneladende af frygt for, at de ville blive tvunget til at søge asyl her.

En stor del af de tilrejsende flygtninge og migranter er rejst videre til andre lande, mens en mindre del har søgt asyl i Danmark

Selv om en stor del af de indrejsende har held til at komme ind over grænsen, så lykkes det ikke for alle.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som varetager kontrollen i Rødbyhavn, har sendt en række personer tilbage til Tyskland.

/ritzau/

Dagens Gossip