Knap 30.000 færre erhvervsuddannede på ti år

Netop erhvervsuddannelserne har på det seneste været et hedt politisk emne, og regeringen har lagt op til en reform af uddannelserne, som skal gøres mere attraktive, så de unge ikke per refleks vælger studenterhuen.

»Tallet er bekymrende og passer med de tendenser, vi i øvrigt ser,« siger Socialdemokraternes erhvervsuddannelsesordfører, Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Hun ønsker ikke at løfte sløret for, hvad udspillet, der forventes fremlagt i løbet af kort tid, kommer til at indeholde. Men hun fortæller, at målet for reformen skal være at hæve kvaliteten på uddannelserne, sikre at flere unge får lyst til at tage en erhvervsuddannelse, få flere voksne til at opkvalificere sig fra ufaglært til faglært samt sikre, at dem, der starter på en erhvervsuddannelse, også gennemfører den.

»Og det betyder jo blandt andet, at der skal være en praktikplads til dem,« siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Venstres undervisningsordfører, Peter Juel Jensen (V), peger på klare optagelsesforudsætninger som en væsentlig del af reformen.

»Adgangsforventninger og karakterkrav står højt på vores liste. Og så er det vigtigt, at vi får fortalt, at de unge mennesker har en videreuddannelsesmulighed, selvom de tager en faglært uddannelse,« siger han.

Tirsdag kom det frem, at regeringens tre undervisningsordførere i forbindelse med erhvervsuddannelsesreformen vil sætte tal på, hvor mange unge der i fremtiden skal tage en erhvervsuddannelse.

»Radikale er meget optagede af, at flere unge skal tage en erhvervsuddannelse, og derfor vil vi gerne fastsætte et mål for det. Det vil også være et klart signal om, at det er vigtigt for samfundet, at flere unge tager en erhvervsuddannelse,« siger de Radikales undervisningsordfører, Lotte Rod (R), til Altinget.dk.

Imens lyder det fra Lisbeth Bech Poulsen (SF), ungdomsuddannelsesordfører for SF, at en målsætning »kan give et politisk pres i forhold til at få flere til at tage en erhvervsuddannelse«. Hun mener, at 30 procent skal gå på en erhvervsskole.

I dag findes der kun den overordnede målsætning om, at 95 procent af de unge skal have en ungdomsuddannelse i 2015. Men siden 2001 er antallet af unge, som tager en erhvervsuddannelse lige efter 9. eller 10. klasse, styrtdykket fra godt 30 procent til 18,8 procent i år. I samme periode er optaget på gymnasierne til gengæld eksploderet.

Niels Egelund, professor og centerleder ved Center for Strategisk Uddannelsesforskning ved DPU, vurderer, at målsætninger er en god idé.

»Det ville være storartet, hvis man begyndte at uddanne de unge efter samfundets behov og ikke efter, hvad de selv synes er sjovt, fancy og fyldt med fester,« siger han til Altinget.dk.

Dagens Gossip