Knap hver tredje præst modtager trusler

»Truslerne var perverse og svinske, og blandede Gud og Fanden sammen i en pærevælling. Det er afsindigt, at folk gør den slags,« siger Henrik Højlund til Avisen.dk.

Han er langt fra den eneste sognepræst, der må lægge ryg til trusler. Tre ud af ti præster har modtaget trusler i forbindelse med deres job, viser en undersøgelse lavet af Avisen.dk blandt 558 sognepræster.

Senest Henrik Højlund modtog trusler var sidste år, hvor han deltog i debatten om vielse af homoseksuelle i kirken. Henrik Højlund er imod ritualet og havde givet udtryk for sin mening i medierne. Kort efter fulgte ubehagelige SMS-beskeder og natlige opringninger fra samme person.

»Emnet har åbenbart fået ham op i det røde felt, og så blev jeg skydeskive. Kombinationen af religion, og at jeg har udtalt mig offentligt, kan tilsyneladende pirre nogen,« siger Henrik Højlund og fortæller, at truslerne stoppede kort efter.

En række af præsterne, der har deltaget i undersøgelsen, har over for Avisen.dk fortalt nærmere om truslerne. Flere beretter om konflikter med konfirmander og deres forældre. En mor truede en præst, fordi hendes eksmand fik lov til at sidde med i kirken til konfirmationen. En anden mor forsøgte at true præsten til at køre konfirmanderne hjem efter undervisningen. En tredje præst fik et truende brev i postkassen fra en konfirmand, der var utilfreds med, at en klassekammerat fik fri fra konfirmandundervisningen.

En anden trusselsmagnet er læserbreve. En præst havde skrevet et indlæg i avisen om, at evolutionen ikke er endeligt bevist. Dagen efter var alle fire hjul på hans bil løsnet. En anden fik trusler for det stik modsatte, nemlig for at tilkendegive, at han tror, at vi nedstammer fra aberne. Og en tredje oplevede at blive mål for et kanonslag for at udtale sig om islamiske grupper.

»Jeg udtrykte på Facebook min modstand mod, at islamistiske grupper opretter sharia-zoner i Danmark. En halv time senere landede der et kanonslag på min altan, og en time senere yderligere et. Samme aften blev jeg udsat for en verbal trussel via Facebook,« skriver en præst i undersøgelsen.

En præst beretter om trusler fra en borger, der var utilfreds med klokkeringningen. En anden præst blev slået med en stok af en gammel dame midt i en diskussion.

Dagens Gossip