Knivgalning dømt for overfald læge og sygeplejersker i Odense

En læge og to sygeplejersker var i livsfare, da en nu 49-årig mand i marts 2012 gik amok med en kniv på Odense Universitetshospital. Østre Landsret har torsdag dømt manden til anbringelse på ubestemt tid.

Den 49-årige mand, der er sindssyg, er ifølge landsretten så farlig for sine omgivelser, at anbringelsen skal ske på Sikringsafdelingen ved Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland, også kaldet Sikringen.

Det var i forbindelse med en tvangsindlæggelse på Odense Universitetshospital, at den sindssyge mand 16. marts sidste år angreb en læge og to sygeplejersker.

Manden jog en kniv i lægen, så denne fik en 30 centimeter lang flænge i bugen. Det resulterede i alvorlige skader. Lægen fik også snitlæsioner i tyndtarmen og fik en urinleder og en pulsåre skåret over. Derudover blev lægen stukket i brystet og halsen.

Den ene sygeplejerske blev stukket fire gange i brystkassen, mens den anden sygeplejerske blandt andet fik skåret luftrøret over og desuden blev udsat for flere knivstik.

Ni nævninge og tre juridiske dommere i Østre Landsret er enige om, at mandens forbrydelse skal takseres som drabsforsøg, og at manden skal anbringes på Sikringen.

Det har tidligere været fremme, at den 49-årige lider af forfølgelsesvanvid og vrangforestillinger. Da han henvendte sig på hospitalet forud for angrebet på personalet, var han blandt andet i besiddelse af en sten og en stålwire.

Det blev taget fra ham, inden han blev indlagt, men manden havde ifølge eget udsagn også en kniv med hjemmefra, og det var den, han angreb personalet med.

En anbringelse på Sikringen forudsætter, at den dømte ikke er egnet til almindelig straf - det vil typisk være på grund af sindssyge.

Derudover kræver det, at den dømte vurderes til at være så farlig, at han eller hun ikke vil kunne anbringes på en anden psykiatrisk afdeling.

En anbringelse på Sikringen sker i udgangspunktet på ubestemt tid. Afdelingen oplyser på sin hjemmeside, at patienterne i gennemsnit er indlagt i seks år, men at en stor del udskrives inden to år.

/ritzau/

Dagens Gossip