Knivoffer frifinder fem mænd: Det var en maskeret mand

Skrevet af admin

22/01/2014

Dagens topnyheder

- Lige pludselig hopper en maskeret mand frem. Han har et kæmpestort sværd. Han stikker mig og min lillebror.

Sådan lyder en ny forklaring i Retten i Glostrup onsdag, hvor fem mænd, heriblandt en kendt rollemodel for utilpassede unge, sidder tiltalt for grov vold, trusler og knivstik.

Forklaringen kommer fra det angivelige knivoffer, der sammen med sin lillebror blev stukket ned i september sidste år.

- Ingen af de tiltalte har noget med det at gøre. Jeg kender dem alle sammen. Det er mine kammerater. Det har de altid været. Jeg har ikke problemer med nogen af dem, siger vidnet i retten.

Han sidder uroligt i stolen iført sin camouflagejakke og løse armybukser. Den nye forklaring med en maskeret mand ændrer sig i løbet af afhøringen til at være to mænd, og historien får de cirka 20 fremmødte tilhørere til at grine.

Det får den 33-årige Subhi Hassan til med bestemte bevægelser at få dem til at dæmpe sig og ikke grine af vidnets forklaring eller modspørgsmål til anklageren, så der kan komme ro i retten.

Subhi Hassan er tidligere blevet omtalt flittigt i medierne som rollemodel for utilpassede unge, fordi han med sin klub, U-turn, tilbød et sted for de unge at hænge ud og træne i stedet for at ryge ud i kriminalitet i området omkring Høje-Taastrup, hvor flere boligbyggerier er på ghettolisten.

Vidnet er tidligere afhørt af politiet i sagen, men onsdag nægter han, at han kan huske noget fra episoden, hvor han blev overfaldet.

- Det jeg har forklaret til politiet er bare noget, jeg har fået fortalt. Jeg har været så medicineret, at min hjerne er slettet. Det eneste, jeg ved, er, at hver gang jeg er på toilettet, kan jeg se et knivstik.

- Jeg kan ikke huske noget, for jeg har røget så meget hash. Jeg har haft perioder, hvor jeg har været meget medicineret. Jeg er ikke en robot, siger han.

Både anklager og forsvarere opgav herefter at få mere ud af vidnet. Dommeren siger samtidig, at det er tydeligt, at vidnet lyver, og vidnets forklaring bliver derfor ikke brugt som bevis i sagen.

I alt er fem mænd på mellem 19 år og 34 år på anklagebænken. De sidder tiltalt for to overfald i september sidste år.

I løbet af retssagen har flere dramaer udspillet sig.

En tiltalt udvandrede i en pause, fordi han følte sig chikaneret af politiet. Vidnet, der nu har ændret forklaring, truede angiveligt en af de tiltalte, da den anklagede kom tilbage fra en tissepause. Og tre tiltalte har indtil videre ændret forklaringer.

/ritzau/